Fanny Enge
af Jørgen
Witte. Dette er en historisk artikel, skrevet efter at forfatteren er
dukket ned i diverse arkiver. Den afliver myterne om Jomfru Fanny. Forfatteren
dykker ned i de historiske kendsgerninger, og hvad der kan dokumenteres.
Jørgen Witte har magistergrad og er uddannet
i historieforskning på Århus Universitet. I 16 år var han arkivar
på Landsarkivet i Aabenraa. Han er forfatter til en del bøger og artikler
om Sønderjylland og Aabenraa.
I 1881 den 27. marts døde
den ugifte vaskekone Franziska Carolina Elisa Enger, der kaldte sig Fanny Enge,
i Persillegade i en alder af knap 76 år og blev begravet på kirkegården
ved Forstalle. 1
Når hun er kendt i dag i
en bredere kreds, er det på grund af den mytedannelse som voksede frem
efter hendes død. Der er faktisk to myter, dels at hun var en uægte
prinsesse-datter, datter af prins Frederik Christian, den senere Christian
8. dels at hun med sine drømmesyn forudså Første Verdenskrig, Genforeningen,
2. Verdenskrig, Aabenraas fremtids udvikling, med mere. Som myte er
hun ‘Jomfru Fanny’, uden efternavnet ‘Enge’ der viser tilbage til den
mand, som hendes ugifte mor havde udpeget som barnefaderen.
Især mytedannelsen omkring
hendes nedstamning har optaget mange, især i Aabenraa. Der er skrevet
bøger og artikler om Jomfru Fanny, der alle i betydeligt omfang
bygger på et intens ønske om, at hendes afstamning måtte være kongelig,
på en lokal mundtlig tradition i visse familier, som ikke kan dokumenteres,
og endelig med en tilpasning efter behov af uomgængelige facts til
myten.
Da redaktør Morten Kamphøvener
i 1964 fremkom med en grundig, kritisk historisk artikel om myten, aflivede
den ikke mytetroen. Den levede videre, og en af hans modstandere personregisterfører
Holger Jacobsen skrev, at aabenraaerne ikke ville af med deres myte. Også efter dette tidspunkt
er der udgivet artikler og bøger ud fra mytetroen, som ikke bringer
noget selvstændigt nyt. Til mytetroen kan også henregnes museumsinspektør
Hanne Christensen artikel ”Jomfru Fanny – den synske kongedatter
fra Aabenraa”, der i 2002 udkom i bogen ”19 myter i Sønderjyllands
historie”. 2
Kamphøveners oprindelige
artikel var formuleret som en kritisk gennemgang af myten, ikke som
en fortælling om personen Fanny Enge, selv om den rummer meget materiale
til dokumentation af hendes liv. I denne artikel har
jeg ønsket fordomsfrit at skildre den historiske person Fanny Enge
med brug af en normal historisk arbejdsmetode, med en kritisk behandling
af de samtidige, tidghængelige skriftlige kilder. Denne historie er
sådan set nok så spændende som myten.
Forhistorien
Langt øst herfor (330 km
herfra) i det tyske hertugdømme Mecklenburg, i nærheden af Rostock
begynder Fanny Enges historie. Derovre syd for Lolland og Østersøen
lå godset Vietow i Sanitz sogn, Ribnitz amt, der havde en smuk hovedbygning. 3
Den danske adelige kammerjunker
Frederik Karl Ferdinand von Qualen (1769-1846) købte i 1800 godset
Vietow. Muligvis havde han fået penge fra sin fædrene familie, for
hans let ældre bror der havde overtaget familiegodset Vindeby og Marienthal, solgte det i 1800.
Han havde været sekondløjtnant i den danske hær, men søgte
1795 sin afsked, da han året før havde giftet sig. Hans hustru var
den smukke Franziska Genoveva Abbestée (1775-1841), med kaldenavnet
Fanny, datter af en direktør i Asiatisk Kompagni og den kongelig
danske guvernør i Trankebar. Mange nulevende danskere har set
hendes billede, for Jens Juel malede hende som nygift og portrættet
var i mange år gengivet på femhundredkronesedlen. 4
Godsejerparret fik nogle få år deres familieliv på godset
Vietow og fik bl.a. den 9. Maj 1804 en søn Heinrich, der blev døbt
i kirken i kirken i Sanitz.5 Fanny von Qualen havde bl.a. en kammerjomfru
ansat, som det fremgår af en anden dåb på godset. En lille husmand
(kådner) ved navn Cross fik næsten samtidig en datter, der blev døbt
den 22. maj 1803. Kådneren havde bedt godsets adelige frue om at være
fadder, hvilket hun havde indvilget i, men uden at ville møde personligt
op i kirken. Et barn med beskeden social herkomst kunne altså godt
have en adelig fadder. I stedet for godsejerfruen var hendes kammerjomfru
Christine Heise kommet som hendes repræsentant.
På godset var der også ansat
en jæger og skovrider, Johann Heinrich Friedrich Enger, der boede sammen
med sin hustru Dorothea. De fik også i 1803 en søn,
der blev døbt den 27. marts.6 Denne jæger og skovrider Enger besvangrede
den ugifte kammerjomfru Christine Heise og blev senere af hende
udpeget som barnefar til Fanny Enge. Han forsvandt åbenbart
fra godset i 1805, idet han fra dette tidspunkt ikke er længere opført
på skattelisterne på godset.
Det gik ikke godt for godsejerparret
rent økonomisk. Godsejer Frederik Karl Ferdinand von Qualen kunne
ikke magte godset og tog i 1805 sammen med sin familie flugten for kreditorerne. Der blev i de
næste par år berammet fem salgsterminer, men først i 1813,
8 år senere, endte det med at godset blev solgt på tvangsauktion
til en overforstmester von Sperling.
Hvorhen kunne den familien
von Qualen flygte hen? Det var naturligt for dem at tage til købstaden
Aabenraa, dengang kaldt Apenrade, en lille by med knap 3000 beboere.
Der boede nemlig hans svigerinde, Maria Barbara kaldt Manon,
(1770-1852) en fem år ældre søster til hans hustru. Hun
var gift med den stedlige amtmand Conrad Daniel von Blücher (1764-1845)
på Brundlund slot. De havde et særlig nært forhold til hinanden,
som det fremgår af at to søstre blevet gift på samme dag, og at Manon
i 1797 havde kaldt sin egen datter for Fanny Sophie. 7
Von Qualen flyttede i oktober 1805 med sin familie (4
personer) til et hus i 3. kvarter i Aabenraa og blev der de næste tre
år. At dømme efter husstandens størrelse havde de ikke længere
nogen kammerjomfru i husstanden.8 von Qualens økonomiske forhold var elendige. Han
prøvede bl.a. i februar 1806 igen at blive at blive ansat i prinsesse
Charlotte Frederikkes (1784-1840) hofstat, men fik af hendes forlovede,
prins Christian Frederik (1786-1848) at vide, at det ikke kunne lade
sig gøre, før han fik sine forhold i orden og igen kunne lade sig
se i Mecklenburg.9 Man skal være forsigtig med slutninger e silentio, men der er
et fingerpeg om at von Qualen fortsatte med at være fattig. I november
1807 indsamlede borgerskabet i Aabenraa penge til bygningen af en kanonbåd,
nu hvor englænderne havde taget den danske flåde. I spidsen for listen
stod amtmand von Blücher med 100 rdl fulgt af købmænd, præster,
håndværkere og skippere, men ingen von Qualen.10
Den 2. marts 1808 blev
familien von Qualens tredje og sidste barn døbt i Skt. Nikolaj kirke i Aabenraa og ved den
lejlighed stod amtmanden og hans hustru fadder til barnet. I september
1808 blev amtmanden Blücher forfremmet til Overpræsident i byen Altona
og i maj samme år fik hans svoger von Qualen heldigvis ansættelse
som kaptajn ved Slesvigske Jægerkorps i købstaden Eckernförde. Som
overpræsident i Altona udførte von Blücher i 1813-14 en så fortjenstfuld
indsats under de Napoleonske krige, at Frederik 6. i 1818 ophøjede
ham og hans mandlige efterkommere i den danske lensgrevestand. 11 Men det var ti år efter at familierne amtmand
von Blücher og von Qualen forlod Aabenraa i 1808.
Franziska
Carolina Elisa Enges fødsel
Sammen med godsejerparret
von Qualen havde også den ugifte 25 årige Christine Heise forladt Mecklenburg. Hun havde formentlig tænkt, at hun efter
sin nedkomst ville vende tilbage til fødeegnen Mecklenburg, men
sådan blev det ikke, hun kom i stedet til at tilbringe resten
af sit liv i Aabenraa. Den 31. August 1805 nedkom hun med en pige. Fødslen
skete i Slotsgade, der førte hen til Brundlund slot.12
Gaden var vokset sammen med
købstaden, men den hørte under amtets jurisdiktion. Den assisterende
jordemoder kom dog fra købstaden, det var den 52 årige Maria Christina
Elvers (1753-1826). Hendes opgave som jordemoder var ikke kun at bistå ved fødselen, men
også at få ugifte fødende kvinder til at oplyse barnefaderens navn.
Hun var jordemoder i årevis og var effektiv til at presse navnene frem
at dømme efter andre tilståelser indført i kirkebogen.13
Det kom frem, at faderen til det nyfødte pigebarn var den
nævnte skovrider Enger. Præsten ved Nikolaj kirke i Apenrade, pastor
Nissen, døbte den 19. september 1805 barnet Franziska Caroline Elise
Enger. Som faddere blev angivet Franziska Genoveva v. Qualen og hendes
mand, kammerjunker Friedrich Karl Ferdinand von Qualen samt jomfru Elisa
Heise, der vel har været Christine Heises søster.14 Navngivningen af et barn skete tit efter bedsteforældrene,
men her var tale om et uægteskabeligt født barn langt fra hjemstavnen.
Barnet fik nogle fornemme faddere og blev opkaldt efter
dem og sin moster. Efternavnet fik hun efter sin far. Kaldenavnet Fanny
overtog hun sikkert også efter sin mors tidligere herskab.
Det var vigtigt med en rig
gudmoder, som kunne give nogle gode dåbsgaver, en dåbsmønt, en sølvske, en hue, en
barnekjole og lignende. I efterladenskaberne efter Fanny Enge findes
et fint lommetørklæde broderet med navnetrækket Fanny og en såkaldt
rangkrone med ni perler. Rangkroner brugtes til monogrammer på våbenskjolde
o.l. De havde syv takker med perler for friherrer og ni takker med skiftevis
perler og blade for grever. Rangkronen på lommetørklædet synes
at indicere en adelig, grevelig forbindelse. 15 Lommetørklædet kan stamme fra Fanny von Qualen
eller fra hendes søster, der var blevet grevinde i 1818 og som
havde en datter Fanny. Vi kender ikke lommetørklædets oprindelige
proveniens, og reelt er der kun broderet en greve rangkrone på lommetørklædet.
Der er ingen initialer med ejerens navn, og hvornår fornavnet Fanny
er blevet påbroderet, er umuligt at sige.
Nogle dage efter dåben blev
præsten i købstaden Aabenraa klar over, at han havde forsømt sin
embedspligt ved ikke at anmelde den uægteskabelige fødsel til amtmanden,
under hvis jurisdiktion Slotsgade hørte. Han undskyldte sig med at han ikke havde haft
den rigtige forordning af 1777 liggende foran sig. I Aabenraa og Løgumkloster
amters arkiv fra amtmand Blüchers tid findes mange sager fra sognene
om fødsler uden for ægteskab. For fødslen uden for ægteskab blev
Christine Heise idømt at betale en stor bøde på 35 mark til
amtets kasse. Men hun slap for at betale den, fordi besvangringen var
sket i udlandet, og fordi barnefaderen ikke boede i området, og fordi
hun ville rejse tilbage til Mecklenburg. 16 Muligvis har amtmandens forståelse for Christine
Heise også hængt sammen med, at hun var ansat hos hans svigerinde.
Fanny Enges
opvækst
I traditionen om Jomfru Fanny
nævnes, at hun undervistes på Brundlund slot sammen med amtmand
Blüchers børn. Det kan ikke være rigtigt, idet hans to børn var født 1797 og 1798,
– og var dermed 7 år ældre end Fanny. Desuden forlod amtmanden
Aabenraa i 1808, hvor Fanny var 3 år gammel. Kammerjunker von Qualen
boede ikke på Brundlund, men han havde også børn. Der var to drenge,
Christian født 1801 og som nævnt ovenfor Heinrich født 1804,
og inden afrejsen fra Aabenraa i 1808 fik parret von Qualen en
datter, Hilleborg. De kan næppe heller have været undervist
sammen med den tre-årige Fanny Enge.17
I sin opvækst fik Fanny Enge
givetvis skoleundervisning i at læse, skrive og regne,
men de fleste lister over eleverne mangler i dag. To år efter hendes
fødsel lavede man i 1807 i Aabenraa en skoleordning, hvor de eksisterende
skoler (latinskole, skrive- og regneskole) blev slået sammen til en
fælles byskole, mens fattigskolen fortsatte for sig selv. Skolerne
i de sønderjyske købstæder var tyske. Skolepligten til elementærklasserne
indtrådte ved det fyldte 6. år. 18
Fanny Enge talte sandsynligvis
tysk med sin mor, der jo stammede fra det tysksprogede Mecklenburg, og de boede altid sammen
lige til moderens død i 1853. At Fanny Enge faktisk kunne læse
og skrive dansk og tysk, fremgår både af hendes breve fra slutningen
af hendes liv. De viser et rigtig godt kendskab til tysk, og måske
en lidt dårligere beherskelse af sønderjysk-dansk.19 I hendes først kendte ’drømmesyn’ fra ca 1849
nævnes en tysk røver-roman Rinaldo fra 1798, som hun må have læst.20
Der var i tiden en stor børnedødelighed
på grund af koppesygdom, men i 1798 havde en englænder fundet frem til at vaccinere mennesker. I Aabenraa
begyndte den stedlige fysikus (embedslæge) dr. Neuber fra 1812 at gennemføre
de lovbefalede vaccinationer sammen med nogle hjælpere. Det blev
således i kirkebogen 1822 noteret, at Fanny Enge var blevet vaccineret
af fysikus Hess. Hess var dog kun uddannet som kirurg, og ikke som læge.21
Fanny Enges
voksenliv
Palmesøndag 1822, den 31.
marts, blev den 16 årige Fanny sammen med sin årgang piger og
drenge konfirmeret i Nikolai kirke. I konfirmationsregistret anføres det, at hun var født uden for ægteskab
af Christine Heise fra Mecklenburg og ‘Förster’ dersteds Friedrich
Enger.22 Sandsynligvis er hun begyndt at arbejde kort efter
konfirmationen i 1822, sådan som de fleste andre i arbejderklassen
gjorde. Derfor ser vi, at hun få år efter (dvs 1825) havde nogle penge
i overskud.
Fanny Enge kom sandsynligvis
allerede i 1820erne kommet i arbejde som vaskekone og syerske, med samme
beskæftigelse som hendes mor. Først ved folketællingerne 1840
(og i 1845) er det dog regulært noteret af myndigheden, at den ugifte
Fanny Enge og hendes mor arbejdede som syersker og vaskekoner. Også
efter moderens død blev det ved folketællingen 1855 noteret, at Fanny
Enge vaskede for andre. Hver gang stammer disse oplysninger om Fanny
og hendes mors forhold, oprindelse og beskæftigelse fra dem selv, så
de kan næppe betvivles. 23
Ved Fanny Enges død fandtes
der forskellige beklædningsstykker i hendes efterladenskaber. Nogle
af genstandene Seminarielærer Ingrid Wehlitz, der underviser i håndarbejde, er i en analyse af dem gået ud
fra at Fanny Enge selv har fremstillet alle genstandene. Denne forudsætning
bygger på oplysninger fra Aabenraa Museum (Birgitte Kragh), der
igen bygger på traditionen. Ud fra en teknisk og stilteknisk
analyse mente Ingrid Wehlitz at kunne ordne nogle af disse beklædningsgenstande
i en kronologisk orden, men til en mere præcis tidsordning synes de
ikke at være anvendelige. Nogle tøjstykker er formentlig købt, og
det anvendte franske broderi var moderne i hele perioden fra ca 1750
– 1840.24
Flere forfattere har undret
sig over, hvor Fanny Enges økonomiske midler kom fra og hvor mange
hun havde. Hun boede tilsyneladende hele tiden alene sammen med sin
mor. I kopskatregistret for 1835 er det registreret, at Fanny Enge og hendes mor boede i huset i 1. kvarter
nr. 44, dvs. Storegade nr 44 og at hun hvert kvartal dette år
betalte 25 sk i skat for de to personer. Kopskatten hvilede på alle
mænd eller kvinder over 12 år med et fast beløb, og pengene gik bl.a.
til de fattige. Der var adskillige andre små husstande som deres, f.eks.
to personer hvoraf den ene var enke, og som betalte det samme som dem.25
De boede længe til
leje i Aabenraa 1. Kvarter, mest i Storegade, der også dengang
var byens største sammenhængende handelsstrøg præget af købmandsgårde og gæstgiverier.
Men der boede også en del håndværkere og altså også enkelte fattige
og enlige kvinder. 26 I 1845 boede Fanny Enge og hendes mor formentlig
i et eller to værelser i Storegade nr 47. Det svarer til
den nuværende adresse Storegade 35. Her boede dem 49 årige hjulmager
Daniel Møller med sin kone og fem børn i alderen fra 3-21 år. Hos
dem boede også en mandlig alumne betalt af fattigkassen. I samme ejendom,.
formentlig i baghuset boede den 50 årige hestehandler Asmus Iversen
Kjær med sin kone på 49 år og fem børn. Endelig var der endnu en
husstand bestående af den 52 årige brofoged Michael Regenburg og hans
44 årige kone.27
Der er ingen tvivl om, at
enlige syersker og vaskersker generelt hørte til de dårligere stillede i datiden samfund. Fra en by
som Haderslev ved vi, at i 1810 var ca 50 rdl (svarende til 150 mark
cour) eksistensminimum for en hel familie. Men i Haderslev var 1/3 af
de enlige kvinder og enker faktisk over denne fattigdomsgrænse, der
svarede til hvad en arbejdsmand (daglejer) tjente.28
I Aabenraa har Fanny Enge
og hendes mor åbenbart hørt til dem, der klarede sig lidt bedre end
de andre syersker. Der var i 1817 i købstaden som et af de første
steder i hertugdømmet blevet oprettet en sparekasse med tilknyttet lånekasse. Meningen
var at de mindre bemidlede skulle spare op i en sparekasse. Det kunne
lære dem en økonomisk holdning, så de ikke senere blev fattige og
faldt samfundet til last.
Af sparekassens hovedbog
fremgår, at der faktisk blev indsat beløb, små og større af tjenestefolk
og andre med få midler. Den 20-årige Fanny Enge satte i 1825
50 mark (16 rdl cour) ind, i 1827 var det 275 mark osv. Frem til 1838
indsatte hun større og mindre beløb lige som tjenestefolk. Hun fik
også renter af beløbet, og i 1838, to dage før hun fyldte 33 år,
hævede hun hele det indestående beløb – 800 mark (260 rdl cour).29 –
Hvorfra pengene kom, kan man
ikke se. Sandsynligvis har Franziska Enge bevidst sparet op af sine
indtægter som syerske, som udførte finere syarbejder, vaskede dem, og udlejede
tøj til dåb og lignende. Samtidig har hun sikkert været meget sparsommelig
i sit fælles liv med moderen. Beløbene, som hun indsatte i Spare-
og Lånekassen er for små til, at man kan forestille sig at de
stammede fra en kongelig understøttelse.
Men faktum var altså, at
Fanny Enge i disse år ikke var egentlig fattig eller uden midler,
ja i 1834 blev hun endda husejer i købstaden. En daglejer Josias
Matthiesen og hans søn Mathias Peter Matthiesen optog i marts 1833 et lån på 100 mark cour til
5% med sikkerhed i deres huse, hhvs. i byens kvarter III
nr 65 (Persillegade 3b) og i kvarter IV nr 38. Det kunne Josias
Matthiesen åbenbart ikke magte, og efter et halvt års tid solgtes
hans indbo på offentlig auktion. Fanny Enge var ikke blandt køberne
af hans løsøre, men i august året efter, da Josias Matthiesen
var død, fik hun papir (adjudicationsakt) på
at hun i kraft af auktionen var ejer af huset i persillegade. Da hun
først hævede sine opsparede midler i sparekassen i 1838,
tyder noget på, at hun endda har haft flere penge til rådighed.
Hendes navn skulle nemlig også indføres i købstadens byens protokoller
og registre, herunder i købstadens skyld- og panteprotokol. Det skete
først i 1882 efter hendes død. Forklaringen må være, at
Fanny Enge har betalt huset kontant på auktionen, lige som de andre
købere gjorde, og hun har ikke på noget tidspunkt haft behov for at
optage lån med pant i huset. 30
Det var et lille beboelseshus
fra 1700-tallet, længst mod vest i udkanten af bybakken, i Neue Gasse,
senere kaldt Persillegade. I Brandforsikringskassen blev det betegnet
som et fem fag tværhus i brandmur, dvs. mure af brændte sten, og der
var ingen andre bygninger eller skure. Det var i Brandforsikringskassen
først vurderet til 320 Rbdlr, men faldt i de senere år en smule
i værdi.31
Fanny Enge må have lejet
huset ud i de næste knap tyve år og fået en leje-indtægt derved.
Der må have været meget trangt, for ved folketællingen 1845
boede der i hendes hus en sadelmager, den 34 årige Hans Chr.
Kraus med kone og 4 børn samt en 39 årig murer Hans Jørgen Herse
med kone og to børn, hele 10 personer. 32
Som sagt, havde Fanny
Enge givetvis flere penge til rådighed. Hun var nemlig i 1847
i stand til at låne et større beløb til den 29-årige barber Peter
Wilhelm Speckhahn fra Flensborg, som i 1842 var blevet borger
i købstaden.33 Hun lånte ham hele 1000 mark til køb af et jordstykke
Sandvedlej i Sønderskoven, og dette lån blev åbenbart først indløst
i 1883 efter hendes død. Samme barber Speckhahn lånte igen i 1854
1000 mark af hende, fordi han ville købe en parcel Næstmarkløkke.
Disse penge lånte han til 3½ % p.a. og lånet løb til 1871.
34
Som husbesidder i 1834 fik
Fanny Enge en bedre social status sammen med det øvrige borgerskab i Aabenraa , – for med
erhvervelsen af huset fulgte en fast plads i stolestade nr 13
d i Sct. Nicolai kirke. 35 Dens placering var formentlig til venstre,
i den nordlige side, når man kom ind i kirken. For sin
plads betalte hun årligt 3 mark 3 sk. til kirkekassen,
og beholdt den vel til sin død. De tre andre pladser i stolestade nr
13 blev benyttet af familien rebslager Claus Garben og ejeren
af Jørgensgård, først Bruun, senere Gorgius.36 Så disse familier må hun have hilst på ved gudstjenesterne.
Apenrade, det senere Aabenraa,
var en ganske lille købstad, altsammen samlet omkring bybakken, og
med enkelte udløbere derfra. Der var betydelige klasseskel, bl.a. med
en uddannet tysksproget handelsoverklasse, bestående af redere og en intelligentsia (jurister, læge o.l.) og
en dansksproget håndværkerklasse. Oprindelig var alle beboere og borgere
(et fåtal af beboerne) kongetro slesvigere, overbeviste om den danske
helstats fortræffeligheder, og udtrykte dette enten på dansk, tysk
eller et andet sprog.
Den danske stat bestod dels
af kongeriget Danmark og dels af hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
I 1830 havde unge tysksprogede akademikere i Kiel og andetsteds, som
var blevet grebet af den tysk-nationale tankegang, med Uwe Jens Lornsen som frontfigur foreslået at løsne båndene
mellem kongeriget og hertugdømmerne. I Apenrade kom der i 1838 en dansk
modreaktion med Frederik Fischers ugeblad. Politisk blev det stadig
mere ophedet, og det blev i løbet af ti året 1838-48 til en hadefuld
konflikt mellem dansk og tysk, og i 1848 kom det til krig, – den 1.
Slesvigske krig (1848-50).
Fanny Enge var dengang som
senere overbevist om, at den danske stat skulle være en dansk-tysk helstat.
Hun havde altså den gamle konservative politiske opfattelse. De nationale modsætninger og krigshandlingerne
i nærheden af Apenrade var voldsomme og hun drømte voldsomme drømme,
præget af hvad hun så og hørte, også præget af de røver-romaner
fra ca 1800 hun havde læst som ung. Med overbevisning fortalte hun
hvad hun havde set i drømme om vilde skarer og hærstyrker, – det var
ikke spådomme, men drømmesyn. Det blev trykt i Fyens Avis i 1849 og
senere som skillingstryk, og fik derved en vid udbredelse i danske kredse.
Ifølge skriftet skulle hun allerede i 1837
i febervildelse have haft et drømmesyn om de slesvig-holstenske soldater
i købstadens gader, der sang Schleswig-Holstein Meerumschlungen. Denne
sang blev først komponeret og digtet 1844, men det er ikke overraskende,
at den er blevet tilbagedateret som en spådom. 37 Dette korte skrift synes at have gjort hende kendt
i en større kreds som en person med seer-gaver. Senere kom der andre
drømmesyn til, som dog overvejende er kendt gennem traditionen.
Når det drejede sig om kristentroen,
foretrak Fanny Enge nok at høre om den på tysk. Det fremgår af, at
hun holdt sig til den tyske del af sognets menighed. Efter krigen blev
der i 1850 indført en ny kirkeorden, med to ligestillede præster som
hhvs dansk og tysk compastor. Der blev indsat en 28-årig dansk præst
Andreas Peter Martin Leth, der var præget af de gudelige og folkelige
vækkelser. Ham brød redaktør Frederik Fischer sig ikke om.
Det samme gjaldt sikkert Fanny Enge, der synes at have valgt den
49 årige rationalistiske præst Jacob Hansen Holdt, der blev
compastor for den tyske del af menigheden.38 Det var sikkert hans prædikener, at Fanny Enge
lyttede til. I hvert fald deltog hun i 1850erne og begyndelsen af 1860’erne
i det generelle skriftemål og efterfølgende nadver i den tyske menighed,
som det fremgår af det såkaldte konfitentregister. Hun deltog som
regel hvert andet år, når året var begyndt.39
Uvist hvornår, men formentlig
omkring 1850 flyttede Fanny Enge og hendes mor i huset i Persillegade.
Og den 30. januar 1853 døde moderen der. Nogle har undret sig over at boet efter Christine Heise af hendes
datter som eneste arving blev angivet ikke at være noget særlig værd,
– nemlig under 100 mark cour. Denne oplysning behøver dog ikke at overraske
nogen (trods oplysningerne om Fanny Enges økonomiske midler) , for
dødsanmeldelsen var vedlagt en blanket til eventuel betaling af ½
% af formuen. De andre dødsboer i protokollen fra den tid nævner oftest
– ingen arv eller intet at foretage. Mon ikke at der har været en beskeden
formue, men at Fanny Enge kunne erklære den som sin egen, så hun ikke
skulle betale en afgift. 40
Hun fortsatte sit stille liv
i købstaden, men levede meget med i de voldsomme politiske og krigeriske
begivenheder, der prægede landsdelen. Den store katastrofe var den
nye krig 1864 mellem Danmark og Tyskland, med det katastrofale nederlag
ved Dybbøl som et lavpunkt. Den danske stat mistede hertugdømmerne,
hele området op til Kolding blev preussisk. Der blev indført preussisk
administration i stedet for den danske, alt blev anderledes. Den gamle
danske helstat var væk, med sin blanding af dansk og tysk. Hun håbede
at de gamle tider ville vende tilbage.
De bevidst dansksindede i
byen levede i de første år i forventningen om at landsdelens befolkning
ville få lejlighed til at stemme om deres fremtid. De troede at det ville være omkring
1870, når optionsfristen på 6 år efter fredsaftalen i 1864 var udløbet.
Den kendte dansksindede apoteker Worsaae, der i 1851 havde anlagt det
nye Svaneapotek i byen, skrev nogle meget udførlige erindringer om
sine oplevelser her frem til 1871, da han flyttede til København.
I følge Worsaae havde Fanny
Enge varslet om store begivenheder, der skulle ske i 1870. Apotekeren
gengav hendes spådom således. \”I 6 år skal Slesvig være under
fremmedherredømmet, men i året 1870 vil der komme en stor krig, hvorimod
al krig hidtil kun har været børneværk. Her vil komme krigsmænd,
som vi aldrig før har set, et stort slag vil blive leveret i og omkring
Aabenraa, Danmarks konge vil komme ridende på en hvid hest, der vil
vade i blod i gaderne, de danske tropper ville efter at have erobret
byen blive jaget ud igen, men derefter komme tilbage for bestandig,
Danmark vil få sine gamle grænser og mere til. osv\” 41
Med dette citat fra samtiden
af hendes syner nærmer vi os de følelser som Fanny Enge havde. Hvordan hun var som person,
får vi et indtryk af gennem 10 breve som hun i sin alderdom skrev til
en nær ven i udlandet. Brevene er skrevet af Fanny Enge i Aabenraa i
tiden ca 1876-80, altså kort før hun døde. Der er 1-2 breve om året.
Hun er på De’s med ham som med alle andre. De er skrevet til ingeniør
J. Maybøll, der sammen med sin kone boede i Huelva i Spanien. Han havde
været i byen omkring 1868, da man byggede jernbanen hertil, og lært
hende at kende. Han ydede hende en årlig pengehjælp, som hun var nødt
til at tage i mod, da hun efterhånden ikke havde indtægter eller fik
understøttelse. Hvad der er baggrunden for pengehjælpen, vides ikke.
Brevene viser en lidt menneskesky
og pirrelig mere end 70 årig kone. Hun holder ikke blade, og hun følger med sin alder ikke meget
med i livet i byen, aktiviteter inden for det danske borgerskab ’smørrebrødsballer’
og dillettantforestillinger. Hun er irriteret over at hendes forhave
er taget til udvidelsen af Persillegade. Hun tænker meget på døden.
Hun er fattig, men inviteres
enkelte gange med til middag hos bl.a. kaptajn Frederik Callsen, dvs.
den danske kreds. Gang på gang ivrer hun imod luksus forbruget.
I maj 1877 er hun syg i 9
uger, men vil ikke, eller har ikke råd til at tage en læge (det vil koste 100 daler), og
man tror, og hun selv tror hun skal dø. Hun har ingen appetit og i
7 uger havde hun ikke fået andet end koldt vand, Hofmansdråber og
pebermyntekager, men hun var også blevet så mager at hun intet kød
havde på kroppen. I januar 1878 har hun i ca 10 dage haft ondt i hovedet,
så hun ikke kunne spise. Hun er glad for Maybølls gaver, men isolerer
sig fra familier i byen, bl.a. fordi hun ikke kan gøre gengæld. Selv
denne mand, hvis økonomiske hjælp hun var meget taknemmelig for, kunne
hun også være lidt ironisk overfor.
Nabokonen madam Graversen
kan hun ikke undvære, nu hvor hun kun kan være et par timer ude af
sengen, betaler hun hende med sine sager, snart det ene, snart det andet,
så hun får mere end, hvis hun havde fået et par daler om ugen. Til hendes
fødselsdag fik hun Fannys lænestol (værdi mere end 10 daler c.),
men hun havde været god ved hende. Så snart Fanny er død skal hun
melde det til borgmesteren og så skulle han nok sørge for det hele. 42
Sådan kom det til at gå. Bertha Catharina Graversen,
gift med en daglejer i nabohuset, anmeldte til personregisterføreren
(borgmesteren), at hun af egen viden kunne meddele, at den 75-årige
ugifte vaskekone Franziska Carolina Elisa Enger var død den 27. marts
1881 kl. 13.30. – Madam Gregersen må være ansvarlig for, at der i
dette officielle dødsregister kom til at stå, at det var ukendt, hvor
den afdøde var født den 31. august 1805. 43 Dette var allerede en brik til den senere mytedannelse
om Fanny Enge.
I Preussen var stat og kirke blevet adskilt i 1874,
og der var indrettet en statslig registrering af fødsler, vielser og
dødsfald i stedet for det hidtidige kirkelige. Men den kirkelige registrering
fortsatte, da de kirkelige myndigheder jo skulle begrave de døde.
I dette tilfælde skete det fire dage senere, den 31. Marts 1881.
Præsten anførte i det kirkelige register, at Fanny Enge var født her
(dvs Apenrade), så det var han ikke i tvivl om. Men han skrev til gengæld,
at forældrene til den uægtefødte Fanny Enge ‘angiveligt’ var Christine
Heise fra Mecklenburg og skovrider Friedrich Enger fra amtet Riebnitz.44 Præsten henviste i en tilføjelse til
kirkebogen med moderens dødsindførsel 28 år tidligere, hvor der ikke
var tvivl om moderen. Åbenbart følte han sig forpligtet til nu i kirkebogen
at antyde tvivl om ægtheden af faderskabet. Dette synes at vise,
at der var en mytedannelse i gang.
Fanny Enges ejendele (indboet)
blev sat til salg på auktion af kongens foged (Gerichtsvollzieher)
F. W. Gosch den 23. maj 1881 hos gæstgiver Krause. Det drejede sig
om sofaer, stole, skabe, kuffert, gode senge, meget smukt linnedtøj,
bordduge, servietter, sengelagen, håndklæder mm samt enkelte guld-
og sølvsager. 45
Det er tydeligt at Fanny Enge
var troende. Hendes efterladte privatarkiv rummer kun få papirer. Et
er ”Das Vaterunser” i syv vers, som hun har dateret ” Apenrade
den 1. Juli 1879”, altså i sin sidste levetid. Hun har sikkert skrevet
det af og læst det mange gange. Sidste vers lyder:
Wer mit
starker Zuversicht
Glaubensvoll
in Gottes namen
Diese
sieben Bitten spricht
Kann mit
Freuden sagen Amen
Amen ja
es wird geschehn
Was wir
so von Gott erflehn.46
Den lille kerne til myten
kom frem ved hendes død. Den tyske provst Göttig brugte ved begravelsen
et digt af Schiller \”Das Mädchen von der Ferne\”
hvor det hed ‘man vidste ikke hvorfra hun kom\”. I et par
korte nekrologer af Flensborg Avis og Dybbøl-Posten kaldes hun en ejendommelig
eller mærkelig personlighed også mht sin fortid og at mange mente,
at hun havde evnen til at spå. 47 På kirkegården ved Forstalle blev Fanny Enge begravet
og der blev sat en pæn sten over hende. 48
Kvinderne i nogle dansksindede
familier (familierne Cornett, Callesen, Junggreen, Thomsen ) blev åbenbart
ved med at snakke om deres erindringer om ‘Jomfru Fanny’, som de kaldte hende. I 1908,
27 år efter hendes død skrev en lokalhistoriker, møller Jørgen Fausbøl,
en artikel i det danske blad Hejmdal her i byen en artikel om Fanny
Enge for at få læserne til at sende ham yderligere oplysninger. Han
skriver om hendes spådomme og eventyrlige herkomst. Hun skulle nemlig
være datter af den senere Christian 8. og hans første gemalinde prinsesse
Charlotte Frederikke. I 1919 kom der nye artikler bl.a. af Marie Thomsen,
der udgav dem som en lille bog \”Jomfru Fanny \”. Den kom i flere
oplag i 1930erne og under Besættelsen. Helene Rud udgav en bog med
samme indhold. Forfatteren J. Ravn-Jonsen brugte stoffet til en fantasifuld
historie om Jomfru Fannys herkomst. Helt op til i dag er kommet bøger,
hefter mm, der beskæftiger sig med det fine og fornemme i Jomfru Fannys
herkomst, og hendes spådomme. 49
Grundlaget for artiklerne
og bøgerne om hende er traditionen og troen på at Jomfru Fanny må have
været datter af en dansk prins og prinsesse osv. Allerede i 1943 udkom
ellers prins Christian Frederiks dagbøger og optegnelser, som viser
umuligheden af dette. 50 Artiklerne om Jomfru Fanny er ikke båret
af ønsket om at finde en historisk sandhed og meget få af forfatterne
har søgt en kritisk historisk dokumentation og bevisførelse.
Først med redaktør Morten
Kamphøvener, der i 1964 skrev artiklen \”Jomfru Fanny i kritisk
belysning\” kom en sådan, men hans undersøgelser har ikke anfægtet
dem, der fortsat ønsker at tro på myten om Jomfru Fanny. Personregisterfører Holger Jacobsen svarede således i 1965 Kamphøvener,
at afsløringerne ikke engang gjorde indtryk, aabenraaerne ville beholde
deres jomfru Fanny med den ukendte, måske kongelige oprindelse. Men
i denne artikel har jeg så prøvet konstruktivt at tage fat på det,
man med rimelig sikkerhed kan sige om den historiske Fanny Enge.
Tak til Jørgen Witte
1 LAA Aabenraa personregister Døde 1881
nr 31; kopieret i Frands Gregersen: Jomfru Fanny – og hendes tid (2004)
s. 84f.;
2 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning. I Sønderjyske Årbøger 1964 s. 214-231; Jomfru Fanny
endnu engang. Bidrag af Holger Jacobsen og Morten Kamphøvener. I Sønderjysk
Månedskrift 1965 s. 89ff.
3 Se http://kleinanzeigen.ebay.de/
4 L. Bobé: Slægten von Qualen. I
Personalhistorisk Tidsskrift 7. Rk 1 (1916) s. 81-108, artiklen omtaler
ikke ejerskabet af Vietow (s. 101); Ellen Poulsen: Jens Juel (1991)
Bd 1 s. 181, 226, bd 2 s.396, 521;
5 Kaldenavnet Fanny fremgår af von Qualens
ansøgning om tilladelse til at ægte hende, se J. C. W. og K. Hirsch:
Fortegnelse over danske og norske Officerer m. fl. 1648-1814. (Håndskrift
i Kgl. Bibl.) Bd. 8 s. 263;
6 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning. S. 224, 230f.; Danmarks Adels Aarbog 1925 s.
490 og 492;
7 http://da.wikipedia.org/wiki/
8 LAA Aabenraa ældre Byarkiv. Nr 126b Af-
og tilgangslister til Kopskatregistrene. Tilgangsliste for oktober 1805.
9 Kong Christian VIII.s Dagbøger og Optegnelser.
(1943) Udg. Ved Axel Linvald. I. Bind 1799-1814 side 258,
578;
10 Aabenraa Bys Historie Bd. II s. 128; listen
over bidragydere dat. 7. Nov. 1807 er venligst udlånt af Aabenraa Museum.
11 Dansk Biografisk Lexikon (Bricka) Bd.
II s. 448f.; Palle Rosenkrantz: Amtmandsbogen. Portrætter og Biografier
af Stiftamtmænd og Amtmænd i Danmark 1660-1835. (1936) s. 43.; Danmarks
Adels Aarbog 1925 s. 490.; LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 2 Fødte 1808
2/3.; J. C. W. og K. Hirsch: Fortegnelse over danske og norske Officerer
m. fl. 1648-1814. (Håndskrift i Kgl. Bibl.) Bd. 8 s. 263;
12 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning. (1964) s. 222-226;
13 LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 3 Døde
1826 16/10; Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk belysning. Side
225;
14 LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 2 Fødte
1805 31/8;
15 Lommetørklædet er afbildet på omslaget
af ’Jomfru Fannys kongerige’ (1982) ; museumsinspektør Hanne Christensen
opfatter lommetørklædet som et vigtigt spor. Se Hanne Christensen:
Jomfru Fanny – den synske kongedatter fra Aabenraa. I19 Myter
i Sønderjyllands historie (2002) s. 143.
16 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning. (1964) s. 225, 231; se LAA Aabenraa og Løgumkloster
amters arkiv. Von Blüchers arkiv pk. 451 1805-10 Civil-, forst-, jagt-
og vejbødesager;
17 Danmarks Adels Aarbog 1942 s. 15f.; Danmarks
Adels Aarbog 1925 s. 490; at Fanny Enge skulle have have haft skolegang
med Blüchers efterfølgers børn synes at være rent tankespind.
18 Aabenraa Bys Historie Bd. 2 (1967) s.
148ff.;
19 LAA Privatarkiver Fanny Enger d.1881 Diverse
u. å. ; LAA Privatarkiver J. Maybøl, Breve 1876-80;
20 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning (1964) s. 228; Drømmen hed: Fannys Spaadom eller den
slesvigske Piges Drømmesyn, der tyde Danmarks Lykke og Danskens Sejr
over Tyskerne.” Udg. I København af C. T. Hansen. Skriftet anfører
Momme Boisen, Aabenraa 16. Maj 1849, som hjemmelsmand til hendes
drømmesyn. Denne Momme Boisen er forgæves eftersøgt. I skriftet
henvises til vilde skarer fra Tyskland, der lignede røverkaptajnen
Rinaldo Rinaldini. Denne røverkaptajn var hovedperson for en
romantisk roman af Christian August Vulpius, skrevet 1798 og oversat
til dansk 1800-01.
21 LAA Præstearkiver Aabenraa Aa 5 Konfirmerede
piger 1822 nr 3; LAA Fysikatsarkiver Aabenraa og Løgumkloster
amter, Vaccinationsprotokol 1812-36 og for Aabenraa by 1812-36.
Vaccinationen er ikke fundet i de to protokoller under 1822. ;
22 LAA Præstearkiver Aabenraa Aa 5 Konfirmerede
piger 1822 nr. 3;
23 LAA Folketællinger 1840 Aabenraa nr.
2.2 side 14 og 1845 Aabenraa nr. 2.3 side 745. Christine Heise
oplyste begge gange, at hun var enke og i 1845, at hun var født
i Schwerin. LAA Folketælling 1855 Aabenraa nr 9.2 side 452;
24 Aabenraa Museum arkivæske BK sag 38,
opgave af Ingrid Wehlitz (marts 1981) s. 9f, 16 og passim;
25 LAA LAA Aabenraa ældre Byarkiv.
Nr 125c Kopskatregistre. Mannzahlliste 1835 og afregninger
for 1835 og 1836.;
26 Peter Dragsbo: Mennesker og huse i Aabenraa
– enetnologisk studie af kvartersudvikling i en nordslesvigsk købstad
1850-1920 (1978) s. 30f.
27 LAA Folketælling 1845 Aabenraa nr. 2.3
side 745;
28 Henrik Fangel: Haderslev Bys historie
(1975) Bd. 1 s. 104f. og 229;
29 G. Japsen: De nordslesvigske sparekassers
historie (1970) s. 27-32; Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning (1964) s. 226f. ; LAA Foreningsarkiver Aabenraa Spare- og
Laanekasse Hovedbog B 1819-37 fol 18; Morten Kamphøvener: Jomfru
Fanny i kritisk belysning (1964) s. 226f.;
30 LAA Retsbetjentarkiver. Aabenraa byfoged.
Skyld- og panteprotokol 1756-1855. Fol. 703. – Retsbetjentarkiver.
Aabenraa byfoged. Auktionssager 1833. – Retsbetjentarkiver Aabenraa
byfoged. Byfogedprotokol 1833-34. S. 123b.
31 LAA Aabenraa Byarkiv Brandtaksationsprotokoller
1815, 1825, 1835, 1845, 1855-65; Brandforsikringsprotokoller 1825, 1835,
1845, 1853-55, 1865;
32 LAA Folketælling Aabenraa købstad III
kvarter nr 65 (side 791)
33 Morten Kamphøvener: Borgerskaber i Åbenrå
1686-1867. (1974) Bd. I s. 162;
34 LAA Retsbetjentarkiver Aabenraa byfoged.
Skyld- og panteprotokol 1756-1855 fol. 703; se også Uwe Thomsen:
Jomfru Fanny’s speciedalere (trykt som manuskript 1993) .
35 LAA Aabenraa præstearkiv. 1567-1880 Stolestaderegistre.
Læg: Fortegnelse over Forandringerne med Stolestaderne i Tidsrummert
1825 til 1849.
36 LAA Aabenraa præstearkiv. 1567-1880 Stolestaderegistre.
Stolestaderegistre 1838, 1861, 1862, 1863.
37 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning (1964) s. 228f.; http://de.wikipedia.org/wiki/
38 Sct. Nicolai kirke i Aabenraa, en bykirke
gennem 750 år. R ed. Af Lars Henningsen (2002) s. 261ff;
39 LAA Aabenraa præstearkiv. 1851-1897 Konfitentregister
for diakonatet. Se årene 1854, 1856, 1858, 1861, 1863.
40 LAA Retsbetjentarkiver Aabenraa købstad.
Protokol over anmeldte dødsfald 1851-1862.
41 Frode Gribsvad: Aabenraa 1864-1871. I
Festskrift til H. P. Hanssen (1932) s. 294f.;
42 LAA Privatarkiver Maybøll, J. Breve 1876-80
; trykt i Ti breve fra Jomfru Fanny. (19959) Ved Georg Buchreitz.
Dette var et særtryk af Aabenraa Statsskoles årsskrift 1959;
43 LAA Aabenraa personregister Døde 1881
nr 31;
44 LAA Præstearkiver Aabenraa Ab 7 Døde
1881 nr 34 den 27. Marts 1881.
45 Frands gregersen: Jomfru Fanny – og
hendes tid (2004) s. 84f.;
46 LAA Privatarkiver Franziska Carolina Elise
Enger d. 1881. Div. År.
47 Flensborg Avis 1881 xx/3;
Dybbøl-Posten 1881 xx /3;
48 Aabenraa kirkegård – gravsten og mindesmærker
(1985) s. 34;
49 Morten Kamphøvener: Jomfru Fanny i kritisk
belysning (1964) s. 218-
50 Kong Christian VIII.s Dagbøger og Optegnelser.
(1943) Udg. Ved Axel Linvald. I. Bind 1799-1814 side 244f.;